Lav dit eget spisebord af planker
Jeg vil her give dig en komplet vejledning og guide i at fremstille et solidt spisebord lavet af brede planker. Jeg fandt inspiration på flere hjemmesider til at kunne lave mit eget bord af planker, men især siden fra valdemarsro.dk hjalp mig. Den kan give dig yderligere råd om dette projekt. Det er på en og samme tid nemt og hårdt at bygge bord på den måde, som vi har gjort – men resultatet er blevet præcis som jeg drømte om.
Guide til at bygge sit eget spisebord af planker
Jeg gik målrettet efter billige planker, som skulle være omkring 30 cm bredde. Brædderne vi har valgt er såkaldt spærtræ. Det er ubehandlet fyrtræ, som er høvlet og umiddelbart langt fra perfekt til et spisebord. Der er revner i og det ser en smule råt ud – præcis som vi ønskede.
Valg af træ
Der er super mange muligheder for valget af træ til spisebordet. Det kan være gamle gulvbrædder, genbrugstræ og en masse forskellige træsorter – så det er et spørgsmål om at finde ud af dels prisen og ønske om spisebordets udseende. Jo ‘tungere’ træsort, som fx egetræ, jo mere sikker kan man være på, at træet ikke giver sig og bliver skævt, så bordet kommer til at vippe.
Værktøjet skal være i orden
Mine forældre har et misundelsesværdigt hjemmeværksted – og vi lånte en del med hjem og var i byggemarkedet for at supplere op med skruer, sandpapir, olie osv. Her er en oversigt over, hvad vi har brugt af materialer og værktøj:
- 3 planker spærtræ, fyr, mål: l: 2,80 cm b: 29,5 cm h: 4,5 cm
- fyrtræsbrædder til at skrue bordet sammen med 3 styk: l: 70 cm h: 2 cm b: 9 cm
- Båndsliber
- Rystepudser
- Sandpapir, korn 80 og 120
- Slibeklods
- sav
- Rundsav
- støvmaske og evt beskyttelsesbriller (jeg brugte et par gamle solbriller)
- 2 x olie til behandling af bordet: Junckers rustik bordpladeolie Drivtømmer
- Pensel
- 2 x bordben fra Hay
Omkostninger til at bygge et spisebord
Til planker, brædder, bordben, skruer og olie har vi brugt i alt: 2.428 kr.
Vejledning i at samle et hjemmelavet spisebord
Først savede jeg plankerne i den rigtige længde, der er 1-2 cm forskel på længden på plankerne, og det er helt bevidst valgt for at få et lidt råt drivtømmerlook på bordpladen. Derefter blev de slebet med en båndsliber på alle fire sider og enderne. Alle sider er grundigt slebet, først med båndsliber og efterfølgende med rystepudser, først med korn 80 og så 120. Det støver helt vildt og jeg brugte både støvmaske og solbriller, for at beskytte øjnene. Det meste af arbejdet ved at lave bordet var slibningen, men det har været det hele værd – for at der ikke skulle være splinter i træet. Plankerne blev derefter behandlet på alle sider med bordpladeolien. Derefter blev bordet samlet. Det er en pæn lille finish, at brædderne under bordet er savet skrå. Det har vi gjort med en rundsav. Vores bord er 270 cm langt og 85 cm bredt. Der er god plads til, at vi kan sidde op til 12 personer omkring bordet.