I det følgende vil du kunne følge livet hos Lasse og Mille, som netop har renoveret deres lejlighed i København. Du får hele reportagen i ALT for damerne, hvor du kan læse mere om en rustik boligdrøm, som er gået i opfyldelse for dem.

Kom indenfor og oplev en rustik stemning

I en ældre bygning i det gamle København ligger Mille Grath og Lasse Vilmars drøm af en lejlighed. De 107 kvadratmeter på 1. sal er perfekt og kreativt udnyttet med kontor i entreen og spisestue i gennemgangsrummet. Både Mille og Lasse har sans for de æstetiske detaljer, da de arbejder som henholdsvis grafisk designer og fotograf, og dette fornægter sig heller ikke i indretningen.

– Vi elsker begge to at lave om på vores gamle ting, så vores personligheder kommer frem i vores første fælles hjem, fortæller Mille.

– Vi er også enige om, at møbler skal afspejle dem, som bor i lejligheden, samtidig med at det overordnede indtryk ikke må være for rodet.

Det er de mørke farver og naturlige materialer, som dominerer i parrets yndlingsrum. Metalskabet fra Casashop, det rustikke spisebord i massivt træ fra Sacre Coeur, samt den smukke klaselampe af designer Leonne Cuppen giver spisestuen et internationalt lounge-udtryk. Stolene af Arne Hovmand-Olsen er en gave fra Lasses mor, gyngestolen er fra Eames, og tæppet er fra Ikea.

Det gamle guldfad er et arvestykke fra Milles farmor. Det skifter funktion efter Milles humør – nogle gange står det i badeværelset med et udvalg af Milles parfumer, og andre gange i køkkenet med krydderier og olier. Lysestagen er fra By Nord, vandglas, brugt som potter til hyacinter, samt træskålen er fra Ikea.

Den smukke klaselampe med hele 12 glødepærer har Leonne Cuppen designet i 1992.

Murstensvæggen dominerer den lyse stue, som ellers er præget af rene linjer og meget få nipsting. Den klassiske flydesofa fra Ilva og det hjemmebyggede sofabord står godt til Panthella -lampen af Verner Panton, mens L’et og stålkurven, der begge er fra Bolig & Brocante, giver rummet en personlig kant. Plakaten er af Tariq hos 215.dk, og uret er en gave fra Milles mor.

Faxe-kassen har Mille fundet på et loppemarked i Nordsjælland. Rammerne samler hun på, og det er hendes plan, at de alle sammen skal op at hænge i spisestuen med personlige billeder fra både hendes og Lasses liv.

Hold dit soveværelse rent for store ting i kraftige farver – så er der plads til at lege med små farverige indslag, som nemt kan skiftes ud igen. Den blå skammel er et loppefund, som Mille har malet. Sengen og lampen er fra Ikea.

Spejlet har Mille altid haft, men for nyligt spraymalede hun det med guld, så det passer ind i det nye badeværelse. Reolen er i gasbeton, som parret selv har bygget.